I UTSTILLINGEN HAR Køster Holst sammensatt et utvalg av installasjoner, verk og arkiver laget i tidsperioden 2000-2019. Samlet gir det innblikk i hvordan hun gjennom årene har arbeidet med både tradisjonelle og mer eksperimenterende metoder i sine undersøkelser av glasurmaterialet. Med tittelen UnNgÅ rEgNeFeiL refererer Køster Holst til refleksjoner rundt hvordan hun selv har tilegnet seg sin keramiske fagkunnskap, og stadig fortsetter med å finne nye uttrykksmuligheter i glasurråstoffene […] I tillegg til egne arbeider har hun invitert Lisbeth Voigt Durand til å vise en rekke dreide skål- og urneformer med glasurer. I generasjon og kunstnerisk uttrykk ligger de to keramikerne langt fra hverandre, men koblingen er ikke tilfeldig... Les videre (pdf) >

_{Foto: Thomas Tveter}

_{I et intervju, skrevet i forbindelse med utstillingen forteller Lisbeth Voigt Durand om glasurkjemi, segerformler og fagets utvikling. Hun kommer også inn på hennes eget arbeide med askeglasur, og hvorfor nettop det har opptatt henne i årevis. (Teksten er skrevet på dansk)}

_Utdrag

(Katrine) Navnet ‘Segerformel’ er opkaldt efter Hermann Seger. Kan du fortælle noget mere om ham?

(Lisbeth): Hermann Seger arbejdede i Berlin. Hvis jeg husker rigtigt, var han født i 1836 og døde lige før århundredeskiftet. Han var forsker i de helt grundlæggende ting om keramisk kemi og med hans opstilling af formlen, fik man for første gang en metode til at regne glasurer ud med. Segers grundforskning var banebrydende, og bruges fortsat i dag. Det er jo mange år siden, men metoden, Segerformlen, er stadig aktuel. I dag kan man bruge dataprogrammer, som bygger på hans metoder til udregningerne, og på den måde analysere sine glasurer.

Jeg har læst at Segers forskning havde stor betydning for industrien, fordi man lærte at stabilisere glasurerne – altså man fik kontrol over smeltepunkter på en helt ny måde.

Ja, han opfandt også Seger-keglerne. De er fremstillet af keramiske materialer og formet som små trekantede kegler på cirka 10 centimeter i højden og 1 centimeter i grundfladen. Når keglen sættes i ovnen og brændes, bøjer den sig langsomt, fordi den smelter ved helt bestemte temperaturer.

Seger var kemiker. Hvorfra kom hans interesse for at arbejde med keramisk glasur?

Han læste på universitetet (Pholyteknisk Lærerhøjskole) og blev uddannet indenfor området silikatkemi. I Tyskland var der et stort behov for hans forskning på porcelæns- og fajancefabrikkerne.

Var hans forskning mest rettet mod Tyskland, eller resten af Europa?

Den var rettet mod Tyskland, men efter Segers død udbredes hans forskning også
internationalt. Segers bøger er oversat til mange forskellige sprog. Men der var også andre forskere fra Tyskland; Lenhhäuser, Bollenbach, Lipinski m.fl. De har skrevet mange bøger, der bygger videre på Segers teori…

_{senere i teksten}

Du er meget optaget af askeglasur?

Jeg tror, jeg begyndte at arbejde med aske, da jeg blev lærer på skolen i Kolding og underviste i alle de gængse glasurer. Hjemme på mit værksted ville jeg gerne lave andre glasurer. Asken var et nyt materiale og noget helt andet, for jeg kunne ikke vide, hvad der var i asken.

Min interesse for askeglasur kom nok fra Frankrig, hvor jeg opholdt mig på et tidspunkt. Med aske fra de beskårede og afbrændte vinstokke fremstillede mange keramikere de smukkeste glasurer. Helt himmelblå, fordi asken indeholdt rigtig meget fosfor og kun lidt jern.

Kan du fortælle mere om arbejdsprocesserne, og om hvordan du laver asken?

Jeg starter med at brænde noget halm eller noget andet af for at lave en aske. For 20-25 år siden købte jeg en rapsmark.

En hel mark? Du snakker mange hundrede kilo?

Ja, da naboerne heromme høstede deres raps, så købte jeg den og fik det hele samlet i et stort hæs. Så satte jeg ild til det. Når rapsen var samlet på den måde, blev den gennembrændt. Derefter kunne jeg skovle asken op uden at få jord og skidt med. Når jeg skal have aske, så kan det ikke nytte noget, at jeg får en lille pose. Jeg skal have en ordentlig portion, fordi alt aske er forskellig. Fra rapsmarken har jeg stadig nogle sække stående.

Jeg har rapsaske, hvedeaske, bygaske, haveaske, bøgeaske og så videre. Så tager jeg asken og brænder den i keramikovnen og ser, hvordan den smelter ud. Og fra min baggrundsviden laver jeg en analyse.

Hvad er der i asken? Hvor meget smelter den? Hvad farve får den? For eksempel fik jeg en aske, hvor jeg kunne se, at marken havde fået meget dollomitkalk. Det fandt jeg ud af, fordi jeg ved, hvordan dolomit reagerer i en glasur. Dolomitkalken var jo gået op i stråene. Det kan man så se i askeglasuren. Her i sommer, har jeg lavet nogle prøver helt fra bunden. Jeg kigger på dem og siger: “Aha! Den her løber, fordi den mangler noget kvarts, og fordi aluminiumsindholdet er for lavt”. Så justerer jeg på dem. Det er sådan lidt på slum, for jeg er jo ikke hundrede procent sikker på noget. Men så har jeg skrevet nogle analyser. Dem kan jeg gå ud fra og se, at sådan er min aske, når jeg har brændt den nogle gange.

Bernard Leach (1887-1979)2 har en hel del askeanalyser i bogen A potters book og Daniel De Montmollin (1921) har også skrevet bøger om askeglasurer3. Han fik sine asker analyseret på laboratorium. Det koster en formue… les videre (pdf)>

_{Lisbeth i sitt verksted i Danmark. Foto:KKH}

_{Tilbake til forsiden >}